Hej Beauties!
Håber at i har en skøn weekend! Hvad er bedring end at starte søndagen med lidt sho
Se næste indlæg >
Når kærlighed bliver ond..
Hey Beauties!
Dette er et længere personligt
indlæg om mine tanker og erfaringer om kærlighed, så sæt dig godt til rette og nyd et lille break..Kærlighed er alt hvad der gør livet meningsfuldt. At man har en som man kan dele alt med, stort som småt, godt som ondt, sorger og glæder, ja alt hvad der definere livet. Alligevel volder den folk så mange problemer, og er så forbandet svær. Man kan elske for lidt, man kan elske for meget. Man kan være heldig at finde kærligheden med det samme som helt ung, eller uheldig at skulle igennem en masse people for endelig til sidst at finde the one, altså a strugle!
Jeg hører til den sidste gruppe, har været SÅ meget crap igennem for den kærlighed, løgne, bedrag, sorger and you name it!
Når jeg kigger tilbage ville jeg ønske jeg havde gjort a lot of things different, men det er altid let at være bagklog, og i nuet gør man jo altid det som føles right at the time. Man bliver jo også klogere af livet og får en maser flere erfaringer, bliver mindre naiv og bedre til at læse folk, og ikke bare stole blindt på folks ord.
Jeg husker tilbage til teenage årene hvor man begyndte at interessere sig for love and stuff. Jeg var super indadvendt og genert og turde på ingen måde at tage kontakt til nogen og hvis nogen tog kontakt til mig afslog jeg med det samme. Jeg så super misundeligt til fra sidelinjen når veninderne begyndte at få kærester, for ville sådan ønske det var mig. Jeg kunne slet ikke være glad på deres vegne. Dette fortsatte til jeg var omkring de 18 år og jeg for første gang kom ud af busken og tog kontakt til en fyr som jeg var super interesseret i. Kan virkelig huske hvor sindssygt nervøs jeg var mens jeg ventet på han svaret tilbage. Det viste sig at gå rigtig godt, vi blev kærester og jeg var såå forelsket. Da dette var min første love vidste jeg ikke hvordan kærlighed skulle føles, hvor meget man kunne forvente, hvor meget man skulle finde sig i. Hvornår var nok nok? jeg siger dette fordi dette forhold var en lang strugle hvor det ALTID var mig der tog kontakt, altid mig ser skrev, ringet og foreslog vi skulle ses. Bare at få en aftale i hus var en kamp, men ikke nok med det, han aflyste i et væk, og når han ikke aflyste lod han mig stå og vente på ham i min. 1/2 time og tit meget mere. Jeg stod i alt slags vejr alle steder og ventet på ham, god hvor var det dumt! jeg burde jo selvfølgelig have sagt fra efter første eller anden gang, men jeg ville gøre alt for denne fyr, at jeg var villig til at finde mig i altid, og blive behandlet som skidt. Udover dette var det også sjældent han var særlig oplagt når vi endelig så hinanden, han var irriteret over at skulle køre mig hjem og have mest lyst til at sætte mig af på en mørk St. sent om aftenen, what?!?! nå ja og så glemte han også min fødselsdag altid vel vidende at jeg altid husket hans, og købte både jule og fødselsdags gaver til ham. Jeg var så såret, og græd mig selv i søvn hver gang jeg havde været ude med ham og hver aften hvor jeg ikke kunne få fat på ham på tlf. Han kontaktet aldrig nogensinde mig først. Når jeg idag ser tilbage på det er det jo helt grotesk, tænk jeg havd jeg fandt mig i! håber virkelig at han efterfølgende har haft en dårlig smag i munden for hvordan han havde behandlet mig. Til sidst efter ca. 3 år tog jeg endelig beslutningen om at stoppe dette destruktive forhold, men det var såå svært, for jeg elskede ham virkelig og vi havde de her stunder sammen hvor vi kunne snakke sammen med alt, vi havde denne her insane kemi, men jeg vidste at det ikke var nok. Og da jeg endelig fik det afsluttet var det virkelig som at få løftet en kæmpe
byrde af mine skuldre, samtidig med at det selvfølgelig gjorde super ondt indeni, for jeg ønskede jo mere end alt andet at det bare kunne fungere, men jeg vidste at det aldrig ville blive anderledes, jeg havde prøvet alt.
Efter dette forhold røg jeg ind i en lang række ulykkelige forelskelser og fuckboys, hvor jeg virkelig hver eneste gang troet på, og faldt for hvad de sagde. Og hver eneste gang endte jeg tilbage med et knust hjerte. Det tog såå hårdt på mig, at jeg til sidst var ved at opgive troen på kærligheden, opgive troen på om der virkelig ikke var nogle som ville mig for mig, og ikke bare ville have en random flot pige til sex, som de kunne holde hen med snak. Jeg lærte virkelig på den hårde måde hvor mange falske uærlige fyre der findes. Jeg var så naiv og troet på alt hvad de sagde til mig. Men hold op hvor er det trist at man ikke kan stole på folk. Jeg fatter simpelhen ikke hvorfor f….. fyre ikke bare kan være ærlige overfor piger?! Hver gang jeg mødte en sagde jeg som det første at jeg ikke søgte noget useriøst, jeg var kun interesseret i noget seriøst. Så forstår jeg virkelig ikke hvorfor de ikke kan have balls nok til at melde ærligt ud! Hvis du som fyr bare søger noget random så sig det dog til pigen!!! for det er der jo intet galt i, men der er noget galt i at holde en pige hen i månedsvis som man ved søger en seriøs kæreste, og som man ved at man bare leger med, det er bare ikke i orden og så disrespektfuldt! Jeg husker en eneste gang hvor en fyr var ærlig overfor som sagde at så var det nok ikke ham jeg søgte for han ville ikke noget seriøst, og det havde jeg virkelig respekt for. Tænk hvor meget tid, tankespinderier og tårer jeg har spildt på de forkerte, kun fordi de ikke ville melde ærligt ud…! Jeg har virkelig været rasende og super ked af det. Så kære mænd kan i ikke være ærlige overfor os piger fra start af? det kan vel ikke være så svært, og der ville være SÅ mange piger som ville blive sparet for at blive såret.
Nu ved jeg jo godt at det ikke kun er mænd der er sådan, det findes også piger som er nogle fuck girls, og til dem har jeg det samme at sige. Kan vi ikke bare være ærlige overfor hinanden, så får vi det altså allesammen meget bedre.
indlæg om mine tanker og erfaringer om kærlighed, så sæt dig godt til rette og nyd et lille break..Kærlighed er alt hvad der gør livet meningsfuldt. At man har en som man kan dele alt med, stort som småt, godt som ondt, sorger og glæder, ja alt hvad der definere livet. Alligevel volder den folk så mange problemer, og er så forbandet svær. Man kan elske for lidt, man kan elske for meget. Man kan være heldig at finde kærligheden med det samme som helt ung, eller uheldig at skulle igennem en masse people for endelig til sidst at finde the one, altså a strugle!
Jeg hører til den sidste gruppe, har været SÅ meget crap igennem for den kærlighed, løgne, bedrag, sorger and you name it!
Når jeg kigger tilbage ville jeg ønske jeg havde gjort a lot of things different, men det er altid let at være bagklog, og i nuet gør man jo altid det som føles right at the time. Man bliver jo også klogere af livet og får en maser flere erfaringer, bliver mindre naiv og bedre til at læse folk, og ikke bare stole blindt på folks ord.
Jeg husker tilbage til teenage årene hvor man begyndte at interessere sig for love and stuff. Jeg var super indadvendt og genert og turde på ingen måde at tage kontakt til nogen og hvis nogen tog kontakt til mig afslog jeg med det samme. Jeg så super misundeligt til fra sidelinjen når veninderne begyndte at få kærester, for ville sådan ønske det var mig. Jeg kunne slet ikke være glad på deres vegne. Dette fortsatte til jeg var omkring de 18 år og jeg for første gang kom ud af busken og tog kontakt til en fyr som jeg var super interesseret i. Kan virkelig huske hvor sindssygt nervøs jeg var mens jeg ventet på han svaret tilbage. Det viste sig at gå rigtig godt, vi blev kærester og jeg var såå forelsket. Da dette var min første love vidste jeg ikke hvordan kærlighed skulle føles, hvor meget man kunne forvente, hvor meget man skulle finde sig i. Hvornår var nok nok? jeg siger dette fordi dette forhold var en lang strugle hvor det ALTID var mig der tog kontakt, altid mig ser skrev, ringet og foreslog vi skulle ses. Bare at få en aftale i hus var en kamp, men ikke nok med det, han aflyste i et væk, og når han ikke aflyste lod han mig stå og vente på ham i min. 1/2 time og tit meget mere. Jeg stod i alt slags vejr alle steder og ventet på ham, god hvor var det dumt! jeg burde jo selvfølgelig have sagt fra efter første eller anden gang, men jeg ville gøre alt for denne fyr, at jeg var villig til at finde mig i altid, og blive behandlet som skidt. Udover dette var det også sjældent han var særlig oplagt når vi endelig så hinanden, han var irriteret over at skulle køre mig hjem og have mest lyst til at sætte mig af på en mørk St. sent om aftenen, what?!?! nå ja og så glemte han også min fødselsdag altid vel vidende at jeg altid husket hans, og købte både jule og fødselsdags gaver til ham. Jeg var så såret, og græd mig selv i søvn hver gang jeg havde været ude med ham og hver aften hvor jeg ikke kunne få fat på ham på tlf. Han kontaktet aldrig nogensinde mig først. Når jeg idag ser tilbage på det er det jo helt grotesk, tænk jeg havd jeg fandt mig i! håber virkelig at han efterfølgende har haft en dårlig smag i munden for hvordan han havde behandlet mig. Til sidst efter ca. 3 år tog jeg endelig beslutningen om at stoppe dette destruktive forhold, men det var såå svært, for jeg elskede ham virkelig og vi havde de her stunder sammen hvor vi kunne snakke sammen med alt, vi havde denne her insane kemi, men jeg vidste at det ikke var nok. Og da jeg endelig fik det afsluttet var det virkelig som at få løftet en kæmpe
byrde af mine skuldre, samtidig med at det selvfølgelig gjorde super ondt indeni, for jeg ønskede jo mere end alt andet at det bare kunne fungere, men jeg vidste at det aldrig ville blive anderledes, jeg havde prøvet alt.
Efter dette forhold røg jeg ind i en lang række ulykkelige forelskelser og fuckboys, hvor jeg virkelig hver eneste gang troet på, og faldt for hvad de sagde. Og hver eneste gang endte jeg tilbage med et knust hjerte. Det tog såå hårdt på mig, at jeg til sidst var ved at opgive troen på kærligheden, opgive troen på om der virkelig ikke var nogle som ville mig for mig, og ikke bare ville have en random flot pige til sex, som de kunne holde hen med snak. Jeg lærte virkelig på den hårde måde hvor mange falske uærlige fyre der findes. Jeg var så naiv og troet på alt hvad de sagde til mig. Men hold op hvor er det trist at man ikke kan stole på folk. Jeg fatter simpelhen ikke hvorfor f….. fyre ikke bare kan være ærlige overfor piger?! Hver gang jeg mødte en sagde jeg som det første at jeg ikke søgte noget useriøst, jeg var kun interesseret i noget seriøst. Så forstår jeg virkelig ikke hvorfor de ikke kan have balls nok til at melde ærligt ud! Hvis du som fyr bare søger noget random så sig det dog til pigen!!! for det er der jo intet galt i, men der er noget galt i at holde en pige hen i månedsvis som man ved søger en seriøs kæreste, og som man ved at man bare leger med, det er bare ikke i orden og så disrespektfuldt! Jeg husker en eneste gang hvor en fyr var ærlig overfor som sagde at så var det nok ikke ham jeg søgte for han ville ikke noget seriøst, og det havde jeg virkelig respekt for. Tænk hvor meget tid, tankespinderier og tårer jeg har spildt på de forkerte, kun fordi de ikke ville melde ærligt ud…! Jeg har virkelig været rasende og super ked af det. Så kære mænd kan i ikke være ærlige overfor os piger fra start af? det kan vel ikke være så svært, og der ville være SÅ mange piger som ville blive sparet for at blive såret.
Nu ved jeg jo godt at det ikke kun er mænd der er sådan, det findes også piger som er nogle fuck girls, og til dem har jeg det samme at sige. Kan vi ikke bare være ærlige overfor hinanden, så får vi det altså allesammen meget bedre.
Da jeg var 26 mødte jeg så min nuværende kæreste som jeg blevet min forlovet. Fra første date vidste jeg bare at han skulle være min, vi havde denne her insane kemi, og klikket bare på alle områder. Jeg var fuldstændig solgt og
faldt pladask for ham. Diffently love at frist sight!
Vi var sammen 5 dage i træk, jeg mødte hans forældre allerede på 2. date og vi flyttet sammen efter 2 uger. Aldrig havde jeg prøvet denne form for kærlighed. Det var så markant anderledes end hvad jeg kendte til, vidste slet ikke at kærlighed kunne føles sådan, at det var sådan ægte kærlighed føltes. Første gang fik jeg ligeså meget igen som jeg gav, havde jeg aldrig nogensinde prøvet før. Var vandt til at give og give og give uden at få noget igen. Og pludselig står der denne her fyr og fortæller mig hvor fantastisk jeg er og vil være sammen med mig hele tiden. Det var amazing! Jeg levede på en lyserød sky, jeg var lykkelig, for første gang i mit liv var jeg lykkelig helt ind i sjælen. Jeg havde ingen tvivl, jeg vidste at dette var manden i mit liv!
Efter noget tid skete der så det at fortidens dæmoner indhentet mig. Efter alle disse svigt var jeg super nervøs for om ham her også skulle svigte mig. Jeg fik det så dårligt indeni hver gang jeg var på de sociale medier og hver gang han skulle i byen. Jeg fik ikke et roligt øjeblik før han var hjemme igen. Heldigvis var han enormt god til at berolige mig og fortælle mig at jeg intet havde at bekymre mig om. Men det tog virkelig lang tid, flere år før at uroen og usikkerheden slap min krop helt. Selv den dag idag kan det til stadighed komme op i mig, men dog kun for en kort stund nu, da der er gået så lang tid og jeg ved at når den følelse kommer er den ikke rigtig og at jeg ikke skal handle
på den.
Det jeg prøvet at sige med alt dette er at det kan godt være for en fyr er det ikke noget særligt når han leger med en piges følelser, men for pigen kan det have alvorlige konsekvenser og ødelægge hendes fremtidige forhold, for man bliver så beskyttende om sig selv at man ikke tør åbne op overfor og knytte sig til nogen. Tilliden ryger, og hvor der ikke er tillid kan kærligheden ikke gro.
Ingen kommentarer endnu