Selvværd og selvtillid!

Hey Beauties

Beklager stilheden på bloggen, men nu er jeg tilbage igen efter ferie!

Dette er et længere personligt indlæg…

Selvtillid og selvværd! To ord der ofte bruges i flæng, men som har en dyb forskellig betydning,

Selvtillid er alle de udvendige værdier. Dvs. dit udseende, din fremtoning, hvor meget du gør ud af dig selv, hvor velplejet du er, dit valg af tøj, dit hjem, altså alle de ting som folk kan bedømme dig på uden at kende dig, rettere din facade.

Selvværd er alle de indvendige værdier, som alle dine tanker og følelser. Alle de ting som som man ikke kan se.

Personer som har en høj selvtillid er ofte udadvendte personer, hvor tøj, udseende, hjem er spotless. De udstråler masser af overskud,

og har facaden i orden.

Derimod er er personer som har en lav selvtillid ret ligeglad med de ydre værdier, og de er ofte indadvendte personer, som hader at være i centrum, og bare helst vil gå i et med tapetet, og tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt.

Personer med at et højt selvværd er meget grounded i sig selv, og har en stærk tro på sig selv. De er ikke bange for at fejle, for de rejser bare sig selv op igen. Personer med et lavt selvværd har den indre stemme, der hele tiden minder dem om at de ikke er gode nok, dygtige nok, og når de begår en fejl, bliver de ved og ved med at dunke sig selv oveni i hovedet med det.

Jeg har altid haft en højt selvtillid, men i mange år, et lavt selvværd. Det kulminerede ved 14 årsalderen, med en spiseforstyrrelse, og jeg vidste godt at jeg var langt ude, men kunne bare ikke stoppe, fordi jeg var sikker på, at hvis bare jeg tabte mig lige lidt mere, så ville jeg blive glad. Jeg erkendte til sidst, at jeg ikke kunne tackle tingene alene, og søgte hjælp hos en psykolog. Det hjalp mig, og efter et par år, var jeg kommet et godt stykke videre på den rigtige vej. Husk guys, der er aldrig noget skamfuldt i at bede om hjælp. Tværtimod. Det viser at du er både stærk og modig, og har viljen og lysten til at ændre dir liv.

Desværre gik der ikke mere end et par år, før jeg igen faldt ned, denne gang i et endnu dybere hul, men en svær depression. Jeg kunne ikke se mig komme op på nogen måde, og følte jeg stod i stampe. Jeg kunne ingenting overkomme, og alt, ned det de helt små ting, som at børste tænder, var en enorm kamp. Jeg var tæt på at opgive. Det er uden tvivl det værste jeg nogensinde har prøvet, og jeg ønsker det ikke for min værste fjende.

Jeg kontaktet min læge, og blev henvist til en dygtig coach. Hun blev min redning, og hjalp mig til at se lyset igen, og step by step, stille og roligt arbejde mig tilbage til livet og livsglæden igen. Det føltes fantastisk, at mærke hvordan det hele bare lettet omkring mig, og ganske langsomt vendte glæden også tilbage i kroppen igen.

Efterfølgende brugte jeg en del på at få bygget mit selvværd op, til hvor det er idag, og idag er det tilfredsstillende. Dette siger jeg fordi jeg gerne vil have det endnu bedre, og at jeg derfor stadig er i en working progress. Dog er noget så langt, at mit selvværd ligger rimeligt stabilt, og selvom der ikke skal så meget til at slå en revne i det, for jeg det hurtigt op igen.

Når man arbejder med selvværd, det er i hvert fald min erfaring, som jeg selvfølgelig kun kan tale ud fra, er det vigtigt at man på forhånd gør sig klart at det er en årelang kamp, men masser af tilbagefald, som man skal villig til, og ikke lade sig slå ud af. Men belønningen i den sidste ende, vil jeg så også sige, absolut er det hele værd.

Jeg ved at mange af jer struggler med de samme ting, og jeg håber at ved at dele min historie, at kunne være med til at give jer kampgejst, gå-på-mod, og ikke mindst håbet og troen på, at selv når det ser aller sortest ud, så venter lyset forude…