Hvad gør man når sorgen pludselig slår ned…

Hey Beauties!

Dette indlæg har jeg mange gange ville skrive, men har bare ikke været klar til det før nu.. og bare det at jeg skal til at skrive det nu, kan jeg mærke at min mave snørrer sig sammen.

For 3 år siden mistet jeg min far i en alt for tidlig alder. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Min far har altid været super aktiv og holdt sig sund, og han havde kort forinden han blev syg været til helbreds check, hvor alt var i den skønneste orden, så at tro der kunne ske noget med min raske far var bare utænkeligt. Alligevel skete det. 

Fra at kunne alt gik der ikke mange måneder før han intet kunne. Han fik den frygtede sygdom ALS. ALS er en sygdom der æder alle musklerne. Først de udvendige, funktions musklerne, og derefter de indvendige, som hjerte, vejrtrækningen osv. Jeg havde aldrig tænkt over det før, men blev de klar over, at alt i kroppen faktisk er en muskel. Det var helt forfærdeligt at følge og se hvordan min far på så kort tid blev helt nedbrudt. Er der findes en sygdom der er så agressiv at den på så kort tid ødelægger hele kroppen. Jeg troet aldrig jeg skulle opleve noget så frygteligt, og i lang tid levet jeg i benægtelse, men også i troen på at min far kunne kureres. Alt andet var bare udelukket for mig. Det var alt for smerteligt at tænke tanken om at min far skulle dø. Det kunne han ikke, det måtte bare ikke ske. Jeg kunne ikke undvære ham i mit liv. Jer som har fuldt med på bloggen i noget tid, ved hvilket tæt forhold mig og fr altid har haft, så at skulle miste ham, var bare utænkeligt. Alligevel skete det efter bare få måneders sygdom. 

Jeg brugte tiden op til han døde at få snakket rigtig meget med ham. Få sagt alle de ting som jeg ville, da jeg ligesom kunne se hvor det bar hen. Men alligevel… jeg husker tydeligt den sidste dag jeg så ham. Han var hjemme det sidste stykke tid, hvilket var rigtig godt for både ham og min mor, at de fik den sidste tid tæt sammen. Jeg var derhjemme en dag, hvor jeg have handlet nogle ting ind til ham. Jeg havde en rigtig god snak med ham, og da jeg gik knuet jeg ham længe farvel og sagde at vi ses på lørdag. Der var det nemlig meningen at vi skulle spise morgenmad sammen hvor jeg ville komme med hjemmebagte boller, og jeg huske tydeligt hvordan jeg tænkte at bare jeg lige for den lørdag med. Det gjorde jeg desværre ikke, for han døde fredag nat. Min mor ringet og sagde han var hastet på hospitalet med hjertestop. Mig og kæreste skyndte os afsted, og jeg fik set ham en sidste gang hvor jeg sad og holdt ham i hånden, men han var ikk ved bevidsthed her. Det var SÅ svært for mig at gå derfra den morgen, for jeg vidste at jeg aldrig mere ville se min far, aldrig mere høre ham. Man føler hele end liv passerer revy når sorgen rammer på denne måde. Alt hvad jeg havde oplevet sammen med ham flashet for mit indre blik. Man er i en tilstand af afmagt, sorg, frustration og vrede. Alle følelserne kommer bare væltede. Og man når ikke at mærke en følelse fuldt ud, før den næste rammer. I tiden efter, de følgende uger kunne jeg ingenting, og sorgen var altopslugende fra jeg stod op til jeg gik i seng, og også i mine drømme. Jeg trængte så meget til bare at få ro i mit hovedet 5 min. uden sorgen, men det kunne jeg ikke. 

Hvis man ikke selv har prøvet det, er det umuligt at sætte sig ind i. Man bliver så vanvittig træt og udmattet i hovedet og hele kroppen. Man prøver hele tiden at få tingene til at give mening, og man bliver ved med at tænke tanker indtil de gør, men det ligesom at man bare står i kviksølv, og bare ikke kommer nogen vegne. Der er så mange tanker at bearbejde, og det er sådan en underlig følelse, for på den ene vil man bare så gerne i gang med at få bearbejdet dem allesammen, men på den anden siden, har man bare slet heller energi til det. Eller kræfter til det. Jeg kan tydeligt huske at efter nogle måneder kunne jeg endelig begynde at mærke små stunder hvor andre tanker endelig kom ind. Alle mine normale tanker som før min fars død kom nu ganske langsomt tilbage til mig igen momentvis. Dette viste jeg oftere og oftere, og i længere og længere tid af gangen. Til sidst, men det er først her indenfor det sidste halv år, dee kal jeg godt gå en hel dag nu nogle gange uden at mærke sorgen. Jeg kan også nu mærke alle de fanatiske oplevelser og minder jeg har med

min har uden at sorgen ruller indover med det samme, og taget over. Men hold op hvor er det svært! Det har været det absolut sværeste og hårdeste jeg nogensinde har kunnet ud for, og jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Det er så drænende, og det er så krævende, og det man allerhelst har lyst til, er bare at lukke i, og gemme sorgen langt væk, så snart den viser sig. Det duer bare ikke, for hvis du ikke for bearbejdet den, og alle de tanker som fylder dig op, kommer du dig aldrig over den, og så når du aldrig til et fredsfyldt sted. Så vil sorgen altid ligge og ulme i dig. Så selvom det er helt umådeligt svært at gå igang med, skal sorgbearbejdelsen bare igen, og det skal ske så hurtigt som muligt. 

Jeg brugte min forlovede og min mor rigtig rigtig meget. Vi har virkelig fået snakket i mange timer, og jeg hat haft brug for at få vendt de samme ting, rigtig mange gange, før jeg har kunne mærke at de ligesom har lagt sig indeni mig. Før jeg ligesom har kunne slutte fred med den enorme uretfærdighed, som jeg selvfølgelig følte at min sunde og raske far skulle dø som bare 66 årig, hvor andre der måske har røget et helt liv, eller på anden måde ikke taget sig af sig selv har fået så mange flere år. Jeg vil være ærlig at sige at uretfærdigheden i hvert fald fyldte 50%, hvis ikke mere. Dette kom naturligvis også til udtryk i vrede. Der skulle Inge ting til, så blev jeg sur og irriteret på folk rundt om mig. Og når jeg gik på gaden, (dette har jeg forresten også snakket med min mor om, som havde det på præcis samme måde), så blev jeg virkelig fortørnet og frustreret over at se hvordan folk bare gik rundt, som om indre var hændt. Altså jeg mener det kan de da ikke?!?! verdenen var jo med ét blevet vendt opside down. Ja min verden var i hvert fald. 

Næst efter uretfærdigheden var det den enorme sorg over aldrig at skulle høre min fars stemme igen, aldrig at skulle grine med ham igen, aldrig at skulle ud på en af vores skønne utallige natur vandringer igen, og aldrig at kunne spørge ham til råds igen. Ham har altid været min klippe, og min go-to person. Når en person der er så vigtig for en, og som er sådan en stor del af ens liv pludselig forsvinder, efterlader det et kæmpe stort tomrum, som man også skal finde ud af hvordan man lukker. For hvordan gør man lige det? nogle siger at man kan føre det over til en anden person, men det KAN man ikke! Man kan ikke bare erstatte et menneske med et andet,

og da slet ikke et menneske, der har haft sådan en enorm betydning for en. Det er ganske enkelt umuligt.

En anden ting man virkelig også finder ud af i sådan en krise situation, er hvem ens sande venner er. Wow! det er godt nok en øjenåbner, og folk man ellers stolet på kan skuffe på det groveste. Ja det for man så også lige smidt ovenpå i alt det andet man dealer med. 

Der er også rigtig mange som er bange for at sige noget til en person i sorg, fordi de er bange for at sige det forkerte, men ved du hvad, det værte du kan gøre er ikke at sige noget. For når man befinder sig i så ulykkelig situation har man brug for alt den opbakning man kan få. Alle de tanker og søde ord. Det er vigtigt hvad hvordan eller hvad folk siger, bare de siger noget. En lille sætning som ‘jeg tænker på dig’ er guld værd, for når ens hjerte er blevet revet i tusind stykker, har man bare brug for alt den kærlighed som verden kan give. Så det er i hvet fald et rigtig godt råd herfra, hvis du oplever en du kender som er i sorg, please aldrig bare ignorer dem, men lad dem vide at du er for dem og bekymre dig for dem. Noget som jeg virkelig savnet. 

Hvordan har jeg det så her 3 år efter? Er sorgen der stadig?

Jeg har det helt klart meget bedre, og er kommet til et andet sted i mit liv. Jeg er begyndt at leve igen, og jeg kan igen glædes oprigtig helt indeni mit inderste jeg igen. Det er fanatiske at mærke. Det har krævet så mange tårer at hertil, og jeg har stadig dage hvor jeg kan sætte mig ned og blive rigtig ked af det. Hvor jeg lige bliver overvældet af sorgen og tabet af min far, og hvor jeg næsten ikke kan udholde tanken om at han ikke er her mere. Men der bliver heldigvis længere og længere mellem dagene, og når det rammer mig, varer den tid hvor jeg er helt ude af mig selv, også meget kortere.

Det varer måske en times tid, op til

et par dage, hvor det førhen jo var konstant, og i bearbejdelsers eftertiden, kunne jeg være nede i sådan en hul i en måned snildt. 

Det kendte ordsprog What dosen’t kill you, makes you stronger, er jeg ikke enig i. Dog er jeg enig at at man ved hver livsændrende begivenhed lærer noget. Og den visdom kan man have med sig i livet rygsæk, og bruge den i mange andre sammenhænge.

Dette blev et rigtig langt indlæg, og jeg håber at i fandt det inspirerede. Jeg hører meget gerne fra jer, og kommetér meget gerne om i vil have flere af dens slags personlige indlæg, for så laver jeg dem gerne til

jer<3